Tag med mig på olivenhøst i Tyrkiet med min tyrkiske svigerfamilie
- Emely Freja Petersen
- for 5 dage siden
- 4 min læsning
I Tyrkiet markerer efteråret starten på olivenhøsten. Det er den tid, hvor landsbyerne bliver levende, og generationer mødes i lundene for at bære traditionerne videre.
Jeg er så heldig at min Tyrkiske kæreste Ender og hans familie har de skønneste olivenlunde og jeg har fået lov at være med til oliven høsten i et lille bjergområde ikke langt fra deres charmerede lille hus og selvforsynende have. Her går tiden lidt langsommere og man mærker for alvor naturen og elementerne omkring os.
Klik på billederne for at forstørre dem og læse billedbeskrivelser
Familie tradition
Selvom det lyder meget idyllisk og man i den grad er tilstede, i nuet, da det bliver til en meget meditativ praksis og jeg syntes selv jeg lever en meget aktiv livsstil, så er oliven høst ikke for sarte sjæle. Hold nu op hvor er det hårdt! Man var dejlig brugt og træt og gik ud som et lys hver aften!
Jeg har været lidt med før, men det er første gang jeg har været med fra start til slut til hele processen. Helt fantastisk og det er virkelig flydende guld!
Selv om Enders bedsteforældre er over 80 år, ville de selvfølgelig være med – men vi tog det meste af det tunge arbejde. Og imens vi sled og svedte, sørgede mormor for at der var den lækreste nærende frokost klar til os. Enten havde vi skovtur under oliventræerne eller maden var klar når vi kom trætte hjem.
Der var noget helt magisk i at sidde i skyggen og spise hendes hjemmelavede retter, lavet med den kærlighed, der kun findes i tyrkiske mormor-køkkener. Jeg vil til en hver tid vælge mormors mad over en michelin stjerne restaurent!
Processen
I Enders familie har de altid håndplukket oliven, eller bruger små river, som man kører nænsomt gennem grenene. Længere grene kan bruges til at slå de øverste oliven ned. Vi lægger store presenninger ud under og samler oliven således. I år havde vi dog fået en elektrisk rive, men den var virkelig tung at løfte, jeg gjorde så meget jeg kunne, men uden Ender ved jeg ikke hvad vi havde gjort.
Vi samler dem i store sække og når vi kommer hjem, filtrerer vi bladende på en bambus rampe som Enders morfar selvfølgelig selv har bygget. Som i nok kan læse er jeg meget fan af dem og har den ypperste respekt for deres livsstil og hvordan de selv fremstiller og gør alt. Jeg håber at årets olivenhøst har åbnet en dør til at vi kan gå i lære hos dem og forhåbentligt føre deres viden og traditioner med at leve side om side med naturen videre.
I gamle dage blev olivenhøsten båret ned i kurve på æsler. De pressede også olien selv dengang på stenkværne med hjælp af æsler, men i dag kører vi vores oliven i vores pick up truck til en fabrik som presser det for os.
Fra 420 kilo til 72 liter flydende guld
Fire dage med hårdt slid og knoklen blev det til 420 kilo oliven.420 kilo!Det blev presset til 72 liter af den reneste, mest naturlige og økologiske olivenolie – helt uden kemi, uden tilsætning, uden filtre. Bare ren natur. Og jeg lover at det er den bedste olivenolie i hele verden.
Og det er bare den ene lund! Vi har stadig en anden lund vi går i gang med i næste uge!
Efter den første lund er var færdig belønnede vi os selv med at tage i Tyrkisk bad og få massage. Så lækkert og vi havde brug for at blive skubbet godt!
Det er en helt særlig følelse at hælde sin egen olie på flaske. At vide, at den kommer fra træer, som står i en lille frodig dal højt oppe i bjergene, hvor de får næring fra vinterregnen og solens varme. At hver dråbe er blevet til gennem årtiers kærlig pleje, hårdt arbejde og en kultur, der går generationer tilbage.
Da jeg først mødte Enders familie, drillede de mig med hvor lidt olivenolie jeg brugte, nu bruger bare Ender og jeg 30 liter om året! Olien bliver ikke solgt, men vi bruger den alle flittigt i familien. Jeg kan slet ikke forestille mig et måltid uden den lækre olie længere. Det er klart alt det hårde arbejde værd!
Man kan ikke spise en oliven direkte fra træet! De skal tilberedes først. Det kan man gøre ved bl.a. at lægge dem i en saltlage i nogle uger – det er den klassiske måde at gøre dem spiselige på her i vores region. Jeg kan dog ikke lide at spise oliven, men er vild med olien!
Oliventræets historie i Tyrkiet – en arv ældre end civilisationer
Tyrkiet er et af de ældste steder for olivenkulturen i hele verden. Faktisk har man fundet arkæologiske spor af olivenproduktion langs den anatolske kyst helt tilbage til bronzealderen.Oliventræet har altid været et symbol på fred, frugtbarhed og velstand – og i Tyrkiet har det været hverdagens uundværlige skat – flydende guld.
Oliventræer kan blive flere hundrede år gamle, og i dele af Muğla (den region vi bor i) findes der træer, som er så gamle, at ingen længere ved, hvem der plantede dem. De står bare der – som stille vidner til historien. Og smukke det må man sige de er!Her i landet er oliven ikke bare en ingrediens – det er kulturarv, tradition, familie og identitet.
En kærlig påmindelse
Jeg har boet i Tyrkiet siden 2019 og jeg elsker bare dette skønne unikke land. Naturen, maden, kulturen, gæstfriheden… og alle de små oplevelser, der væver sig ind i hjertet.
Alle burde opleve den ægte Tyrkiet som intet har med fake Gucci, blinkende restaurant lys og folk der råber efter en.
Hvis du også drømmer om at opleve det rigtige, autentiske Tyrkiet, så er du velkommen på vores rejser:
Kommentarer